Tvangsfjernelse

Det er kommunens ansvar at sikre, at alle andre muligheder for at afhjælpe problemerne i hjemmet er blevet undersøgt, før der træffes beslutning om tvangsfjernelse. Hvis kommunen vurderer, at der ikke er andre muligheder, skal kommunen lave en indstilling til børne- og ungeudvalget, som træffer den endelige beslutning om tvangsfjernelse. Børne- og ungeudvalgets afgørelse kan man klage over til Ankestyrelsen – og ankestyrelsens afgørelse kan man klage over til retten.

Både forældre og børn, som er fyldt 10 år, har ret til gratis advokatbistand under hele sagen uanset hvad man tjener selv.

Betingelserne for tvangsfjernelse står i Barnets Lov § 47, hvor der blandt andet står, at anbringelse kun kan komme på tale: ”når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af følgende:

1. Utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge.
2. Overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for.
3. Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge.
4. Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Når myndighederne modtager bekymringer om et barns trivsel, indleder de en undersøgelse. Dette indebærer samtaler med barnet, forældrene, skole eller daginstitution og eventuelt andre relevante personer. Formålet er at få et helhedsbillede af barnets situation. Myndighederne arbejder ud fra et princip om mindst indgribende foranstaltning, hvilket betyder, at tvangsfjernelse kun anvendes som en sidste udvej. Med Barnets Lov blev børn parter i disse sager fra de er 10 år gamle, og det blev understreget, at børn skal inddrages meget mere i processen.

Tvangsfjernelse har betydelige konsekvenser for både barnet og forældrene. Det er en traumatisk oplevelse at blive fjernet fra sit hjem og sine forældre, og det er derfor vigtigt, at barnet modtager den nødvendige støtte og behandling.

Det primære mål med tvangsfjernelse er at sikre barnets trivsel og udvikling. Derfor er det vigtigt, at barnet bliver anbragt i en omsorgsordning, hvor det kan føle sig trygt og elsket. Myndighederne skal løbende følge op på barnets situation og sikre, at det modtager den nødvendige støtte og behandling.

Forældrene skal tilbydes hjælp og støtte til at forbedre deres omsorgsevne. Dette kan inkludere terapeutisk behandling, rådgivning og støtte til at håndtere misbrug eller psykiske problemer.

Udgangspunktet er, at der skal være samvær mellem børn og forældre men i særligt alvorlige sager er det nødvendigt at begrænse samværet, overvåge det eller helt afbryde det.